onsdag den 9. februar 2022

Doktor Dans



Velkommen til min blog. Hvor skal man starte, når der er så mange steder, der udgør en begyndelse for de konklusioner, man har gjort sig? Jeg vælger at starte med et navn og lader det føre mig videre igennem en fortælling fra mit liv, så du kan høre lidt om, hvorfor jeg tror på det, jeg gør, hvorfor det hjælper og hvordan jeg kom frem til mine metoder.  

Navnet Doktor Dans opstod som en tanke, da jeg var midt i tyverne og netop færdiguddannet danser og psykoterapeut. Jeg dansede på en forestilling til Århus Festuge og var samtidigt i gang med at brainstorme bandnavne til et nyt band, jeg var en del af.  
Jeg kunne ikke umiddelbart bruge navnet til noget, men jeg syntes, at det var så godt, at jeg malede det på en trøje og tænkte, at jeg ville bruge det til mit eget dansekompagni en dag. Det var sådan et navn, der lød fuldstændigt rigtigt, men som hverken havde fundet sin funktion eller mening endnu. Jeg vidste bare, at den ville komme en dag. 

Uddannelsen som psykoterapeut tog jeg udelukkende for min egen skyld. Jeg ville ikke beskæftige mig mere med traditionel terapi – hverken på den ene eller anden side af bordet. Efter at have tilbragt hele mit unge liv med dels at tage mig af min mor, som drak for meget i lange perioder og komplet ændrede personlighed, når hun gjorde, dels med skole, bøger, eksaminer, intellektuelle analyser og overdreven pligtfølelse, trængte jeg i den grad til at komme ned i min egen krop og lære mig selv at kende, som andet end den pligtopfyldende hjælper.  


Igennem min skoletid var det eneste tidspunkt, hvor jeg følte mig rigtigt til stede i mit eget liv, når jeg var i dansesalen eller i musiklokalet. Alt det andet skolearbejde, som jeg pligtskyldigt lavede og som alle de voksne i mit liv sagde havde til hensigt at gøre mig selvsikker og stærk og “få en god uddannelse at falde tilbage på”, bidrog kun til min følelse af bekymring og stress og en altoverskyggende fornemmelse af, at mit hoved blev større og større, imens min krop og livslyst visnede og sygnede hen. Jeg manglede følelsen af jordforbindelse og balance på grund af alle de krav, som jeg selv og skolesystemet stillede til mig og som jeg brugte al min energi på at honorere.  


Jeg udviklede anorexi i slutningen af grundskolen og som et tveægget sværd, dels sled og dels overlevede jeg med den sygdom igennem gymnasiet. Jo mere jeg befandt mig i hovedet, jo farligere blev anorexien for mig, for den levede af, at jeg forsømte min glæde ved at leve og i stedet begravede mig i skoleopgaver, høje karakterer og pligter og kun brugte min logiske, teoretiske og intellektuelle formåen. Samtidigt belønnede den mig ved at give mig en umiddelbar følelse af overmenneskelig styrke – jeg beviste for mig selv, at jeg ikke havde fysiske behov og at jeg kunne klare hvad som helst på viljestyrken alene. Den krævede også min opmærksomhed i en sådan grad, at jeg blev mere ligeglad med mine forældre og deres krav og forlangender og gav mig en følelse af autonomi. Jeg havde endelig fundet noget, der både var stærkere end mine forældres magt over mig og som jeg selv kunne kontrollere. Indtil jeg ikke kunne længere. For sygdommen overtog snart styringen og jeg blev til sidst nødt til at komme væk fra det miljø, der kun syntes at bidrage til at fastholde mig og forhindre mig i at blive rask. Skolesystemet og min familie. 


Med anorexien havde jeg forsøgt at skaffe mig tryghed ved hjælp af kontrol og undertrykkelse af mine behov og følelser, for kunne jeg kontrollere dem, kunne intet jo slå mig ned. En praksis bygget på en dejligt firkantet logik, som selvfølgelig ikke fungerede. For selvfølgelig voksede de undertrykte følelser sig bare større. 


I løbet af min skoletid mødte jeg det traditionelle behandlingssystem flere gange. Dels ved skolepsykologer, når det blev for tydeligt for mine lærere, at der var noget galt hjemme hos mig og dels på børnepsykiatrisk hospital, hvor jeg var indlagt i halvdelen af 2. g, da det var blevet uudholdeligt at blive boende hjemme mere og anorexien havde udmagret mig så tilpas meget, at jeg kunne indlægges. 


De psykologer, jeg talte med, var imponerede over, hvor moden jeg var og hvor meget jeg selv forstod af min tilstand og mit liv, imens jeg mest var frustreret over, hvor lidt det hjalp mig. Man bliver tidligt voksen på mange områder og dygtig til krisehåndtering og overlevelse, når man lever alene med en mor med alkoholisme, men man ender ikke som et afbalanceret og helstøbt menneske. Fordi man mangler sig selv. 


Jeg fik stort set intet ud af samtalerne med psykologerne. De havde ikke redskaber, der rakte ud over det, jeg havde intellektualiseret mig frem til på egen hånd og de kunne derfor ikke hjælpe mig videre. Jeg havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke kunne spise, hvorfor jeg følte ansvar for min mor, som havde hun været mit eget barn og hvorfor jeg levede i konstant angst for at hun skulle dø eller knuse mig endnu en gang ved at vende sig imod mig og fortælle mig, at jeg var grunden til alle hendes problemer. Men hvad skulle jeg gøre ved det? Absolut ingen erkendelse af sammenhængen kunne ændre mine følelser og psykologerne syntes at mene, at det var alfa og omega: At forstå, hvorfor vi føler, som vi føler. Og det forstod jeg, længe før jeg kom til dem. 

Så det gav ingen mening for mig og jeg forsøgte at tænke i billeder i forsøget på at finde en måde at transformere den intellektuelle forståelse, jeg havde af min situation til noget, der kunne ændre mine følelser.


Jeg fandt ud af at beskrive for disse psykologer, at de måske burde tale mere til mig som et lille barn, da den voksne del af mig var alt for skarp og analytisk velfunderet til at kunne tage imod noget som helst. Hvis de kunne nå ind til den lille bange og ulykkelige pige, der boede inde i mig og få hende til at forstå, at hun var elsket og ikke skulle være bange - så kunne de måske hjælpe mig. Men så længe de ikke kunne tilbyde mig andet end kølig, distanceret intellektualiseren – og det kunne de ikke; så var de ikke alene ikke til nogen hjælp - de var med til at forstærke min anorexi og mine andre destruktive måder at forsøge at overleve på.  


Ved slutningen af min gymnasietid var jeg derfor efterhånden helt klar over, at jeg havde brug for at finde et sprog, som mit hjerte kunne forstå og som mit hoved ikke ville kunne gribe forstyrrende ind i. Jeg skulle lære at opleve og leve med hjertet som fortolker og lade mit intellekt træde i baggrunden. 


Det forstod psykologerne ikke. De forstod ikke min opdeling af intellekt og følelse, hoved og hjerte, og de forstod ikke, at alle mine faglige præstationer på gymnasiet bare var en anden side af mine bestræbelser på at kontrollere mit liv for at føle mig tryg med det helt modsatte resultat – jeg følte, at jeg var ved at dø.  


Psykologerne mente, at jeg selvfølgelig skulle på universitetet. I deres verden var det det eneste rigtige, man kunne stille op med sådan en som mig, for KUN på den måde kunne jeg undslippe min sociale arv. Jeg vidste, at det var det værste, jeg ville kunne gøre. Min ”sociale arv” var desuden en temmelig blandet landhandel. Godt nok drak min mor, men det var ikke på grund af elendige vilkår, fattigdom, social arv eller mangel på uddannelse og det var den første forkerte konklusion, de fleste begik på vej til deres beslutning om, at universitetet og en “ordentlig uddannelse” både ville redde mig fra alt ondt og gøre mig velfungerende og tilfreds. 


Så da jeg var færdig med gymnasiet, vidste jeg, hvilken vej jeg var nødt til at gå, hvis jeg skulle overleve. Og DET ville jeg. For jeg havde lejlighedsvist snuset til livet igennem dans, musik, venskaber og forelskelser og alt det ville jeg have mere af, for der lå tydeligvis mit hjertes vej.  

Så jeg kastede mig over dans på fuldtid og fik det i løbet af det første år så godt, at jeg endda så småt begyndte at få lyst til at læse lidt ved siden af igen. En dag så jeg en annonce i avisen for en deltidsuddannelse til Jungiansk psykoterapeut og jeg ringede for at høre mere. Bagefter gik jeg opildnet i gang med at skrive en ansøgning, for denne uddannelse kunne jeg forholde mig til. Den lå så langt fra det statslige uddannelsessystem med alle dets regler og lange historie udi at få mig til at føle studenterhuen presse mig til præstationskoma og ikke kunne tænke på andet end at måle og veje mig selv på karakterer og fremtidsplaner. Og jeg elskede Jungs tanker og teorier. 
 
Så jeg søgte optagelse og var til samtale hos en psykolog, der var som ingen, jeg nogensinde havde mødt før. Den ro og glæde, der strømmede fra hende, var så stor, at hun flød over og den lejrede sig i omgivelserne, møblerne, lyset, tæpperne og hendes farvestrålende silketøj. Hun boede ved vandet i Risskov, hvor jeg selv boede som lille og havde længtes tilbage til siden og jeg følte mig helt og aldeles hjemme. Hun fortalte, at jeg egentligt var for ung med mine 19 år, da uddannelsen var konstrueret til mennesker med forudgående uddannelse indenfor psykologi eller pædagogik. Men hun havde syntes, at min ansøgning var så interessant, at hun ville gerne møde mig alligevel.  

Det endte med, at jeg fik lov at tage uddannelsen - som den yngste elev, hun nogensinde havde haft. Jeg var stolt og glad.

  

Jeg lærte så uendeligt meget mere på den uddannelse, end jeg nogensinde havde gjort på hverken gymnasiet eller af de traditionelle psykologer, jeg hidtil havde talt med. Jeg fandt genklang for de tanker, jeg selv havde haft om terapi, om psykologi og min følelse af, at mit intellekt og min analytiske forståelse var til ingen som helst nytte i forhold til at transformere mine følelser og få det godt. Og jeg fandt nærvær. Ægte menneskeligt nærvær og engagement.  


Hun lærte mig, at jeg ikke var prisgivet på grund af noget som helst, der før var sket. Hun viste mig, at jeg selv havde magten og styrken til at ændre og gøre lige, hvad jeg ville. Hun var ikke skræmt over de ting, jeg fortalte og ynkede mig ikke på grund af dem. Hun lod mig i stedet forstå, at jeg altid kunne vælge at lære de ting, jeg gerne ville på en lettere måde, end den jeg havde været vant til hidtil. Hun behandlede mig aldrig som et offer og var altid i stedet bare oprigtigt interesseret i mig og i at vise mig, hvor stærk jeg var og hvordan jeg kunne vælge andre veje.  


Jeg tror ikke på, at man kan hjælpe et andet menneske med ondt i livet, hvis man distancerer sig. Jeg har desuden en fornemmelse af, at de fleste traditionelt uddannede psykologer har misforstået anbefalingen om at distancere sig, så man ikke tager sin klients smerter med sig hjem og fejltolket den til at holde al for megen afstand til deres klienter. Jeg holder på, at det er mere end muligt at indleve sig og være helt til stede med et andet menneske uden selv at gå ned med flaget. Det handler ikke om at spejle det andet menneskes følelser, det handler om at tage imod dem, forblive stærk og dermed spejle den styrke, som det andet menneske midlertidigt har tabt. At tænde et lys for den anden, så hun eller han kan finde vejen igen. Vejen til glæden, styrken og livet.  


I løbet af de sidste mange år har jeg brugt mine uddannelser hver for sig. Jeg har optrådt som danser, jeg har undervist i dans og jeg har haft mennesker i samtaleterapi på forskellige måder. Samtidigt har jeg også forsørget mig ved hjælp af mine andre passioner som musik og design og hele tiden har jeg i baghovedet ønsket mig alkymisk at kunne smelte det hele sammen til EN ting.  


Og så dukkede navnet på trøjen op igen: Doktor Dans. Selvfølgelig. 


Nu har jeg skabt nogle kurser, hvor jeg kan hjælpe dig på den måde, der har hjulpet mig som intet andet. Jeg vil lære dig at lade musikken og bevægelsen, ordene og følelserne opløse og flytte de bjerge, som ingen traditionel terapi har kunnet før. Mine egne traumer og sår er helet så meget nu, at jeg helt tydeligt kan se den vej, jeg er gået for at komme herhen og jeg glæder mig til at dele mine redskaber med dig, så du kan finde frihed og glæde i dit liv igen. 


Så velkommen til mit univers. Uanset hvilket kursus, du vælger, vil jeg holde dig i hånden hele vejen og vise dig, at du er langt stærkere, end du tror og at intet er umuligt for dig. 

Doktor Dans

Velkommen til min blog. Hvor skal man starte, når der er så mange steder, der udgør en begyndelse for de konklusioner, man har gjort sig? Je...